Gode og onde tomater
Kronik fra jan 2005.
Gensplejsede tomater og majs er ikke noget for danskerne. Vi kan ikke li' det, og vi vil ikke ha' det. Men måske spiller følelserne os et puds? Kronikørerne er henholdsvis ph.d. og professor ved Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole.
| AF OLE KJERKEGAARD NIELSEN OG JENS C. STREIBIG |
'Man bliver, hvad man spiser' - et mantra, de fleste kender fra en sundhedskampagne i 1980'erne. Mad associeres med følelser - industrien associeres med at tjene penge. Derfor har fødevareindustrien altid haft et problem, for den tjener penge på forbrugernes følelser. Når vi som forbrugere ser nye produktionsforbedringer på fødevareområdet, bliver vi derfor forskrækkede. I forbindelse med gensplejsede afgrøder i landbruget stilles der store spørgsmål: Hvad kan der ske? Dør vi af det? Eller hvad sker der med den natur, vi kender i dag - vil der komme 'Franken-ukrudt'? Forbrugere vil ikke acceptere risici vedrørende gensplejsede afgrøder, og for de flestes vedkommende er de reelt bekymrede. Forskningen kan faktisk ikke komme med gode svar på alle vore bekymringer, det ligger i forskningens natur. Eksperterne kan aldrig bevise, at gensplejsede afgrøder er ufarlige, de kan kun sandsynliggøre, at de ofte drabelige skrækscenarier, der udmaler sig i medierne, ikke vil ske. For forbrugere er det bekymrende, at forskerne nægter at udtale sig kategorisk. Indtil videre har det betydet, at vi stort set ikke har genteknologiske løsninger i europæisk landbrug.
Danmark fremstilles ofte som et videnssamfund, hvor vores handlinger baseres på forskning og hårde data. Samfundets handlinger følger dog ikke altid, hvad 'den bedste viden' fortæller os. Vi mener, at det afgørende er, at der er et skel mellem de mennesker, der mener, at videnskaben er positiv og udstyret med forskere på jagt efter den rene skinbarlige og nyttige sandhed, og de meget skeptiske, der hele tiden ser forskning som noget negativt og udført med uigennemskuelige bagtanker, med det resultat at vores samfund bliver mindre humant. De forskellige holdninger bør vel medføre en revurdering af, om vi lever i et videnssamfund. Vi vil i denne Kronik gerne anføre, at vi til dels lever i et følelsessamfund.
19. maj 2004 gav EU-kommissionen den schweiziske kemigigant (et værdiladet journalistisk udtryk for en større kemisk virksomhed) Syngenta tilladelse til at importere gensplejset majs i dåser, den såkaldte Bt11-majs, til EU. Bt11 har den egenskab, at den kan bekæmpe visse skadedyr, der lever af planten. Den inkorporerede beskyttelse er kun farlig for visse insekter, men ikke for mennesker og pattedyr. I juni og juli 2004 blev denne beslutning fulgt op af godkendelsen af gensplejset raps og majs, der herefter må dyrkes i EU og dermed også i Danmark.
I Danmark siger den politisk korrekte automatpilot, at vi er imod gensplejsede afgrøder. Et flertal i Folketinget prøvede til det sidste at forhindre kommissionens tilladelse. Hvorfor ville vi for eksempel ikke have Bt11-majsen? Var det, fordi de modificerede gener ville kunne spredes til naturen? Man ved, at pollen fra majsen kan brede sig. Det vil sige, at når Bt11-majsen dyrkes, skal man sikre sig, at der er en sikkerhedsafstand mellem to majsmarker, hvis man ikke ønsker, at generne fra Bt11-majsen skal 'fordærve' ikkegensplejset majs. Dette er ikke en uoverstigelig udfordring for landmændene. Der er ingen rapporter om, at gener fra majsen kan brede sig til andre arter end majs. Det ville kun være muligt i Mexico, som majsplantens vilde slægtning, teosinte, stammer fra. Rekorden for målt pollenvandring tilhører i øvrigt en populær golfbanegræsart, krybende hvene, hvis gensplejsede græspollen er genfundet op til 21 km væk fra oprindelsesmarken. Disse resultater viser, at hvis man vælger at bruge gensplejsede afgrøder, vil deres gener brede sig. Hvor langt pollen kan brede sig samt konsekvensen heraf er spørgsmål, der ikke kan gives klare videnskabelige svar på. Derfor er dette klart et sted, hvor vi oplever dilemmaet mellem et videnssamfund og et følelsessamfund. Konsekvensen af spredningen er en politisk vurdering, der kan baseres på følelser. Vi ville dog gerne argumentere for, at den politiske vurdering skulle baseres på spredningens konsekvens for naturen, sammenlignet med hvad samfundet ville gøre uden den gensplejsede afgrøde.
Vi kan se fordele og ulemper ved at dyrke gensplejsede afgrøder. Majs kan blive inficeret med insektet majsborer. For at bekæmpe majsborer sprøjtes der nu med insekticider, som bekæmper insekter. Ved at sprøjte med insekticider kan man måske nok få gjort kål på majsboreren, men en række nyttige insekter vil også blive slået ihjel. Ved at sprøjte en mark med insekticider bryder man et centralt økologisk princip. Man fjerner alle insekter, såvel de skadelige som de nyttige. De nyttige insekter sørger for, at de skadelige holdes nede.
Bt11-majsen kan ses som en hjælpende hånd til plantens værn, fordi den medbringer sit eget insekticid. De skadelige insekter, som lever af planten, dør, medens de nyttige insekter skånes. Marken vil principielt være i en mere stabil økologisk balance, hvor insektangreb ikke ville have så stor negativ effekt.
I den bedste mening vil Folketinget bevare praksis med at tæppebombe majsmarker med insekticider for at bekæmpe insekter som majsboreren og dermed ødelægge den økologiske balance. Med Bt11-majsen ville man derimod være fri for at skulle sprøjte med så meget insekticid for at beskytte majsen. Kynisk kunne man sige: Godt, at vi har EU, der indimellem har evnet at se de lidt større perspektiver end det snævre danske perspektiv. Der er selvfølgelig også ulemper ved at bruge Bt11-majsen. Der kan f.eks. dannes resistente typer majsborer. Men denne ulempe har landbruget levet med siden tidernes morgen, da vi begyndte at dyrke jorden. Vi mener, at en vigtig pointe i hele debatten er, at hver eneste gang vi er kommet med en god idé til forbedring af dyrkning af afgrøder, har naturen svaret igen på smukkeste darwinistiske vis.
Hvad var det egentlig, der gjorde, at vi i Danmark blev modstandere af gensplejsede afgrøder? Det startede med den berømte tomat 'Flavour-Savor'. En gensplejset tomat, der skulle smage bedre og holde længere end de 'gammeldags' tomater. Den gode smag kunne vi som forbrugere godt lide, holdbarheden blev opfattet som negativ, fordi industrien nu havde frit slag til at sælge os grøntsager, der var uendelig gamle. Flavour-Savor-tomaten fik af den sidste grund en meget kort levetid i Europa for at sige det mildt. Den blev aldrig markedsført. Vi ville ikke have 'Franken-food'.
Den næste type gensplejsede afgrøder på markedet kunne tåle et pesticid til bekæmpelse af ukrudt, et såkaldt herbicid, glyphosat, bedre kendt som Monsantos varemærke Roundup. De afgrøder gjorde det meget nemmere at være landmand. Nu havde man et herbicid, der kunne tage vare på det for alle landmænd og haveejere store problem - ukrudtet. Ukrudtsbekæmpelse blev med ét slag billigere, nemmere og mere miljøvenligt. I forhold til andre anvendte herbicider er glyphosat relativt uskadeligt for mennesker og miljø, og det udvaskes kun i meget små mængder. Man kan sige, at når man sammenligner herbicider i deres umiddelbare giftighed, fremstår glyphosat og dets tilsætningsstoffer som det mindst dårlige alternativ til visse andre herbicider. Derfor skulle man synes, at glyphosat-tolerante afgrøder var en god idé.
Industrien havde bare lige glemt én ting: Der var ikke nogen direkte målbare fordele for forbrugerne ved at benytte glyphosat-tolerante afgrøder. Der var nogle små økonomiske fordele, men vi betaler i forvejen så lidt for mad, at det ikke kan få forbrugerne til at acceptere glyphosat-tolerante sojabønner, raps eller sukkerroer. At det bliver lidt nemmere og miljøvenligt for landmanden at dyrke disse afgrøder spiller ingen rolle. I vores del af verden er det jo kun godt 1 procent af befolkningen, der er fuldtidsbeskæftiget med at dyrke jorden. For forbrugere var Monsantos og Daniscos nye produkter endnu et eksempel på, hvordan industrien ville påtvinge os 'Franken-food'.
Om Bt11-majsen, Flavour-Savour-tomaten og de herbicid-tolerante afgrøder siger forskningen det samme; produkter fra de gensplejsede afgrøder soja, rapsolie og sukker kan ikke påvises at være forskellige fra andre lignende fødevarer. Hvis man bruger sin sunde fornuft, giver disse resultater mening, når man tænker på, hvilket syrebad vi udsætter mad for i maven. I den sammenhæng er det ligegyldigt, at man har ændret rækkefølgen af et par aminosyrer. Som tidligere nævnt er problemet i al sin enkelhed, at man ikke kan drive forskning, der viser, at noget er ufarligt. Som i andre af livets forhold kan man vise, at der er en risiko ved alt, men ikke, at der er noget, der er fuldstændig risikofrit. Men hvad er uskadeligt her i livet? Vi drikker og spiser for meget sukker og fedt, med deraf afledte sygdomme, heriblandt sukkersyge.
Hvis vi har sukkersyge, skal vi bruge insulin, og det er produceret ved hjælp af gensplejset gær. Novo Nordisk producerer 50 procent af den insulin, der bliver brugt af type 1-diabetikere på verdensplan. Fordelen er, at insulinen har en meget højere kvalitet og er så meget billigere end 'i gamle dage', hvor den blev fremstillet af grise. For at nå så langt havde vi i Danmark en heftig debat i 1980'erne om gensplejset insulinproduktion. Det resulterede i, at vi var det første land i verden, der fik en lov om genteknologi. Det korte af det lange er, at ingen i dag sætter spørgsmålstegn ved insulinproduktionen ud fra genmodificeret gær.
Vi er vilde med ost. For at kunne fremstille ost skal man have osteløbe, som er en blanding af enzymer. I gamle dage kom disse enzymer fra kalvemaver. I dagens oste, dog ikke oste produceret af Arla Foods, kommer osteløben i stigende grad fra gensplejsede mikroorganismer. Som forbrugere har vi ikke noget imod produkter, hvori genteknologi er anvendt i produktionen, men hvor slutproduktet ikke er genmodificeret. Måske er det uvidenhed om produkterne, måske er det, fordi det giver os billigere og bedre oste. Men osteløbe produceret ved hjælp af gensplejsede organismer er endnu et eksempel på, at vi daglig accepterer produkter, hvor genteknologi har været involveret i produktionen.
Hvorfor står de multinationale agrokemiske selskaber så med produkter, som de danske forbrugere ikke vil have? Modstanderne bruger 'glidebaneargumentet' om, at tilladelse til at dyrke gensplejsede afgrøder er som at rulle en snebold ned ad en snedækket bjergtop - der vil lynhurtigt dannes en ustoppelig lavine. Vi mener, at samfundet heldigvis er mere nuanceret indrettet og godt kan ændre grænserne. Vi ville hellere sammenligne processen med gang ad en sti, hvor samfundet efterhånden bestemmer, hvilke afstikkere der skal betrædes, og hvilke der skal lukkes. Vi ville endda gerne argumentere for, at vi allerede betræder stien; insulin og osteløbe er nogle eksempler på, at vi har accepteret produkter af gensplejsede organismer i hverdagen.
Vi mener, at gensplejsede afgrøder kan være en god og konstruktiv teknik, som med fordel kan anvendes i europæisk landbrug for at producere fødevarer på en mindre miljøbelastende måde, end hvad der er normen i dag. Vi synes, at det er hykleri bare at holde sig til det, vi altid har gjort. Med Bt11-majsen og de glyphosat-tolerante afgrøder har vi klare eksempler på, at landbruget bliver nægtet muligheden for at producere med mindre miljøbelastning. Vi mener, at mange af de kemikalier, der bliver brugt for at producere vores mad i dag, indebærer en langt større risiko for forbrugeren end de bioteknologiske metoder, som visse debattører fremstiller skræmmebilleder af. Problemet er bare, at forskningsresultater ikke nødvendigvis flytter befolkningens holdninger. På grund af den naturvidenskabelige forsknings begrænsninger kan resultaterne udlægges forskelligt; forskningsresultater kan læses, som 'en vis anden' læser Bibelen. Dette gør ofte debatten polariseret og understreger, at vi, i modsætning til et videnssamfund, lever i et følelsessamfund, hvor facts ofte bruges til at understrege vores egne fordomme.
De agrokemiske selskaber har skabt produkter med miljøfordele, som bliver afvist af europæiske forbrugere, fordi de ikke kan se nogen umiddelbare fordele. For at undgå sådanne afvisninger burde fremtidig forskning i gensplejsede afgrøder og fødevarer prøve at inkludere kunder og brugergrupper i innovationsprocessen for på den måde at forankre nye teknologiske koncepter i befolkningen. Som sagt tidligere: Mad er følelser; derfor er frygten for fremmede produktionsmetoder uundgåelig. Det er derfor vigtigt at arbejde med frygten for det fremmede og takle det uretfærdige i, at gensplejsede afgrøder medfører en risiko, som nogle andre har påført den enkelte forbruger uden deres samtykke. Hvis vi brugte den samme argumentation om biler og deres udstødningsgasser, ville vi i den bedste mening hurtigt blive et land af cyklister. I Danmark har vi for tiden en stor arbejdsløshed hos kandidater fra humaniora. Måske skulle de vigtigste fødevaregiganter overveje, om ikke nogle af de arbejdsløse kandidater ville kunne bruges til at nuancere diskussionen og forbedre produktudviklingen, så vi dermed bedre kan tage højde for, at vi lever i et følelsessamfund.
Danmark fremstilles ofte som et videnssamfund, hvor vores handlinger baseres på forskning og hårde data. Samfundets handlinger følger dog ikke altid, hvad 'den bedste viden' fortæller os. Vi mener, at det afgørende er, at der er et skel mellem de mennesker, der mener, at videnskaben er positiv og udstyret med forskere på jagt efter den rene skinbarlige og nyttige sandhed, og de meget skeptiske, der hele tiden ser forskning som noget negativt og udført med uigennemskuelige bagtanker, med det resultat at vores samfund bliver mindre humant. De forskellige holdninger bør vel medføre en revurdering af, om vi lever i et videnssamfund. Vi vil i denne Kronik gerne anføre, at vi til dels lever i et følelsessamfund.
19. maj 2004 gav EU-kommissionen den schweiziske kemigigant (et værdiladet journalistisk udtryk for en større kemisk virksomhed) Syngenta tilladelse til at importere gensplejset majs i dåser, den såkaldte Bt11-majs, til EU. Bt11 har den egenskab, at den kan bekæmpe visse skadedyr, der lever af planten. Den inkorporerede beskyttelse er kun farlig for visse insekter, men ikke for mennesker og pattedyr. I juni og juli 2004 blev denne beslutning fulgt op af godkendelsen af gensplejset raps og majs, der herefter må dyrkes i EU og dermed også i Danmark.
I Danmark siger den politisk korrekte automatpilot, at vi er imod gensplejsede afgrøder. Et flertal i Folketinget prøvede til det sidste at forhindre kommissionens tilladelse. Hvorfor ville vi for eksempel ikke have Bt11-majsen? Var det, fordi de modificerede gener ville kunne spredes til naturen? Man ved, at pollen fra majsen kan brede sig. Det vil sige, at når Bt11-majsen dyrkes, skal man sikre sig, at der er en sikkerhedsafstand mellem to majsmarker, hvis man ikke ønsker, at generne fra Bt11-majsen skal 'fordærve' ikkegensplejset majs. Dette er ikke en uoverstigelig udfordring for landmændene. Der er ingen rapporter om, at gener fra majsen kan brede sig til andre arter end majs. Det ville kun være muligt i Mexico, som majsplantens vilde slægtning, teosinte, stammer fra. Rekorden for målt pollenvandring tilhører i øvrigt en populær golfbanegræsart, krybende hvene, hvis gensplejsede græspollen er genfundet op til 21 km væk fra oprindelsesmarken. Disse resultater viser, at hvis man vælger at bruge gensplejsede afgrøder, vil deres gener brede sig. Hvor langt pollen kan brede sig samt konsekvensen heraf er spørgsmål, der ikke kan gives klare videnskabelige svar på. Derfor er dette klart et sted, hvor vi oplever dilemmaet mellem et videnssamfund og et følelsessamfund. Konsekvensen af spredningen er en politisk vurdering, der kan baseres på følelser. Vi ville dog gerne argumentere for, at den politiske vurdering skulle baseres på spredningens konsekvens for naturen, sammenlignet med hvad samfundet ville gøre uden den gensplejsede afgrøde.
Vi kan se fordele og ulemper ved at dyrke gensplejsede afgrøder. Majs kan blive inficeret med insektet majsborer. For at bekæmpe majsborer sprøjtes der nu med insekticider, som bekæmper insekter. Ved at sprøjte med insekticider kan man måske nok få gjort kål på majsboreren, men en række nyttige insekter vil også blive slået ihjel. Ved at sprøjte en mark med insekticider bryder man et centralt økologisk princip. Man fjerner alle insekter, såvel de skadelige som de nyttige. De nyttige insekter sørger for, at de skadelige holdes nede.
Bt11-majsen kan ses som en hjælpende hånd til plantens værn, fordi den medbringer sit eget insekticid. De skadelige insekter, som lever af planten, dør, medens de nyttige insekter skånes. Marken vil principielt være i en mere stabil økologisk balance, hvor insektangreb ikke ville have så stor negativ effekt.
I den bedste mening vil Folketinget bevare praksis med at tæppebombe majsmarker med insekticider for at bekæmpe insekter som majsboreren og dermed ødelægge den økologiske balance. Med Bt11-majsen ville man derimod være fri for at skulle sprøjte med så meget insekticid for at beskytte majsen. Kynisk kunne man sige: Godt, at vi har EU, der indimellem har evnet at se de lidt større perspektiver end det snævre danske perspektiv. Der er selvfølgelig også ulemper ved at bruge Bt11-majsen. Der kan f.eks. dannes resistente typer majsborer. Men denne ulempe har landbruget levet med siden tidernes morgen, da vi begyndte at dyrke jorden. Vi mener, at en vigtig pointe i hele debatten er, at hver eneste gang vi er kommet med en god idé til forbedring af dyrkning af afgrøder, har naturen svaret igen på smukkeste darwinistiske vis.
Hvad var det egentlig, der gjorde, at vi i Danmark blev modstandere af gensplejsede afgrøder? Det startede med den berømte tomat 'Flavour-Savor'. En gensplejset tomat, der skulle smage bedre og holde længere end de 'gammeldags' tomater. Den gode smag kunne vi som forbrugere godt lide, holdbarheden blev opfattet som negativ, fordi industrien nu havde frit slag til at sælge os grøntsager, der var uendelig gamle. Flavour-Savor-tomaten fik af den sidste grund en meget kort levetid i Europa for at sige det mildt. Den blev aldrig markedsført. Vi ville ikke have 'Franken-food'.
Den næste type gensplejsede afgrøder på markedet kunne tåle et pesticid til bekæmpelse af ukrudt, et såkaldt herbicid, glyphosat, bedre kendt som Monsantos varemærke Roundup. De afgrøder gjorde det meget nemmere at være landmand. Nu havde man et herbicid, der kunne tage vare på det for alle landmænd og haveejere store problem - ukrudtet. Ukrudtsbekæmpelse blev med ét slag billigere, nemmere og mere miljøvenligt. I forhold til andre anvendte herbicider er glyphosat relativt uskadeligt for mennesker og miljø, og det udvaskes kun i meget små mængder. Man kan sige, at når man sammenligner herbicider i deres umiddelbare giftighed, fremstår glyphosat og dets tilsætningsstoffer som det mindst dårlige alternativ til visse andre herbicider. Derfor skulle man synes, at glyphosat-tolerante afgrøder var en god idé.
Industrien havde bare lige glemt én ting: Der var ikke nogen direkte målbare fordele for forbrugerne ved at benytte glyphosat-tolerante afgrøder. Der var nogle små økonomiske fordele, men vi betaler i forvejen så lidt for mad, at det ikke kan få forbrugerne til at acceptere glyphosat-tolerante sojabønner, raps eller sukkerroer. At det bliver lidt nemmere og miljøvenligt for landmanden at dyrke disse afgrøder spiller ingen rolle. I vores del af verden er det jo kun godt 1 procent af befolkningen, der er fuldtidsbeskæftiget med at dyrke jorden. For forbrugere var Monsantos og Daniscos nye produkter endnu et eksempel på, hvordan industrien ville påtvinge os 'Franken-food'.
Om Bt11-majsen, Flavour-Savour-tomaten og de herbicid-tolerante afgrøder siger forskningen det samme; produkter fra de gensplejsede afgrøder soja, rapsolie og sukker kan ikke påvises at være forskellige fra andre lignende fødevarer. Hvis man bruger sin sunde fornuft, giver disse resultater mening, når man tænker på, hvilket syrebad vi udsætter mad for i maven. I den sammenhæng er det ligegyldigt, at man har ændret rækkefølgen af et par aminosyrer. Som tidligere nævnt er problemet i al sin enkelhed, at man ikke kan drive forskning, der viser, at noget er ufarligt. Som i andre af livets forhold kan man vise, at der er en risiko ved alt, men ikke, at der er noget, der er fuldstændig risikofrit. Men hvad er uskadeligt her i livet? Vi drikker og spiser for meget sukker og fedt, med deraf afledte sygdomme, heriblandt sukkersyge.
Hvis vi har sukkersyge, skal vi bruge insulin, og det er produceret ved hjælp af gensplejset gær. Novo Nordisk producerer 50 procent af den insulin, der bliver brugt af type 1-diabetikere på verdensplan. Fordelen er, at insulinen har en meget højere kvalitet og er så meget billigere end 'i gamle dage', hvor den blev fremstillet af grise. For at nå så langt havde vi i Danmark en heftig debat i 1980'erne om gensplejset insulinproduktion. Det resulterede i, at vi var det første land i verden, der fik en lov om genteknologi. Det korte af det lange er, at ingen i dag sætter spørgsmålstegn ved insulinproduktionen ud fra genmodificeret gær.
Vi er vilde med ost. For at kunne fremstille ost skal man have osteløbe, som er en blanding af enzymer. I gamle dage kom disse enzymer fra kalvemaver. I dagens oste, dog ikke oste produceret af Arla Foods, kommer osteløben i stigende grad fra gensplejsede mikroorganismer. Som forbrugere har vi ikke noget imod produkter, hvori genteknologi er anvendt i produktionen, men hvor slutproduktet ikke er genmodificeret. Måske er det uvidenhed om produkterne, måske er det, fordi det giver os billigere og bedre oste. Men osteløbe produceret ved hjælp af gensplejsede organismer er endnu et eksempel på, at vi daglig accepterer produkter, hvor genteknologi har været involveret i produktionen.
Hvorfor står de multinationale agrokemiske selskaber så med produkter, som de danske forbrugere ikke vil have? Modstanderne bruger 'glidebaneargumentet' om, at tilladelse til at dyrke gensplejsede afgrøder er som at rulle en snebold ned ad en snedækket bjergtop - der vil lynhurtigt dannes en ustoppelig lavine. Vi mener, at samfundet heldigvis er mere nuanceret indrettet og godt kan ændre grænserne. Vi ville hellere sammenligne processen med gang ad en sti, hvor samfundet efterhånden bestemmer, hvilke afstikkere der skal betrædes, og hvilke der skal lukkes. Vi ville endda gerne argumentere for, at vi allerede betræder stien; insulin og osteløbe er nogle eksempler på, at vi har accepteret produkter af gensplejsede organismer i hverdagen.
Vi mener, at gensplejsede afgrøder kan være en god og konstruktiv teknik, som med fordel kan anvendes i europæisk landbrug for at producere fødevarer på en mindre miljøbelastende måde, end hvad der er normen i dag. Vi synes, at det er hykleri bare at holde sig til det, vi altid har gjort. Med Bt11-majsen og de glyphosat-tolerante afgrøder har vi klare eksempler på, at landbruget bliver nægtet muligheden for at producere med mindre miljøbelastning. Vi mener, at mange af de kemikalier, der bliver brugt for at producere vores mad i dag, indebærer en langt større risiko for forbrugeren end de bioteknologiske metoder, som visse debattører fremstiller skræmmebilleder af. Problemet er bare, at forskningsresultater ikke nødvendigvis flytter befolkningens holdninger. På grund af den naturvidenskabelige forsknings begrænsninger kan resultaterne udlægges forskelligt; forskningsresultater kan læses, som 'en vis anden' læser Bibelen. Dette gør ofte debatten polariseret og understreger, at vi, i modsætning til et videnssamfund, lever i et følelsessamfund, hvor facts ofte bruges til at understrege vores egne fordomme.
De agrokemiske selskaber har skabt produkter med miljøfordele, som bliver afvist af europæiske forbrugere, fordi de ikke kan se nogen umiddelbare fordele. For at undgå sådanne afvisninger burde fremtidig forskning i gensplejsede afgrøder og fødevarer prøve at inkludere kunder og brugergrupper i innovationsprocessen for på den måde at forankre nye teknologiske koncepter i befolkningen. Som sagt tidligere: Mad er følelser; derfor er frygten for fremmede produktionsmetoder uundgåelig. Det er derfor vigtigt at arbejde med frygten for det fremmede og takle det uretfærdige i, at gensplejsede afgrøder medfører en risiko, som nogle andre har påført den enkelte forbruger uden deres samtykke. Hvis vi brugte den samme argumentation om biler og deres udstødningsgasser, ville vi i den bedste mening hurtigt blive et land af cyklister. I Danmark har vi for tiden en stor arbejdsløshed hos kandidater fra humaniora. Måske skulle de vigtigste fødevaregiganter overveje, om ikke nogle af de arbejdsløse kandidater ville kunne bruges til at nuancere diskussionen og forbedre produktudviklingen, så vi dermed bedre kan tage højde for, at vi lever i et følelsessamfund.
Kommentarer
Send en kommentar