Genteknologi, afrikansk landbrug, og international politik
Genteknologi vil heller ikke skaffe bedre udvikling for Afrikanske bønder
De fleste genmanipulerede afgrøder kommer direkte fra store multinationale agrokemiske selskaber som Monsanto, Aventis og Syngenta. Det er firmaer der har satset stort på et ganske smart projekt. De sælger pesticider og skræddersyede (genmanipulereder) afgrøder der kan tåle disse pesticider, hvorimod alt uønsket fjernes. De har skruet deres afgrøder således sammen at man er nød til at købe nyt såsæd hver år. Disse afgrøder holdes derefter ”rene” for ukrudt, skadyr og svampesygdomme med deres egne passende kemiske produkter. Det er smart, for den Multinationale Agroindustri, og for landmanden. En landmand i et land, hvor man ikke har noget imod genmanipulede afgrøder, kan herved genere overskud hvis han er sikker på at kemikalerne kommer frem og bliver udbragt på det rigtige tidspunkt og hvis han er sikker på at såsæden rent faktisk er det man forventede.
Sådan er virkeligheden ikke0 i Afrika, hvor jeg tidligere har boet i en årrække. Man kan ikke forvente at kemikalier er til stede på det tidspunkt at man skal bruge dem. Man kan ikke være sikker på at de frø man køber har de egenskaber man forventede. Så er det faktisk ligemeget med lovgivningen.
En landmand hernede køber derfor sjældent såsæd hver år og har ikke adgang til de pesticider og den kunstgødning han ellers gerne ville betale for. Uden pesticiderne og kunstgødningen, vil den agrokemiske industris version af genmanpulerede afgrøder ikke være udstyret med nogen særlig lys fremtid syd for sahara.
Problemet er PENGE, ”HVEM SKAL NU BETALE, HVEM HAR RÅD TIL MER” som Flemming Geill, så smukt oversatte Walter Stein’s tekst fra 1949.
Det er dyrt at lave genmanipulerede afgrøder, rigtigt dyrt. IITA, har det som alle andre internationale landbrugsforsknings organisationer svært i disse tider. Donorene falder fra, og pengene til forskningen bliver mindre og mindre. Og hvorfor; fordi man ikke har fundet løsninger der rigtigt duer. Man gik for 10 år siden ud og lovede at man med IPM ville løse afrikas fødevare problemer. Nu er man ved at love at man vil gøre det med genteknologiske tiltag. Jeg er ikke sikker på at man denne gang har fundet det landbrugsmæssige ELDORADO, der vil løse problemerne med fødevaresikerhed.
En løsning på en afrikansk landmands problemer ligger langt væk. Set i et microperspektiv, skal afrikanske landmænd såmænd til at indstille sig på at der bliver færre og færre der vil dyrke jorden. Det har man set i resten af verdenen, og det vil man se i afrika. En landmand er oftest nød til at dyrke det areal han kan håndluge. Der er ingen eller kun ganske få der bruger herbicider, ukrudt er ikke set som noget der er virkeligt skadeligt. Men det er præsist hvad der holder landbefolkningen trælbundne, og en af grundene til at alle unge der kan forsvinder ind til byerne. Det er træls at luge ukrudt og ringe betalt.
Set i et makroperspektiv, så er det virkeligt pinligt at vi i EU og USA har opbygget toldmure og kæmpe handelshindringer i form af produktionsstøtte til vores egne rige landmænd. Var der bare handelsmuligheder, var eksport en større mulighed, så er jeg overbevist om at landbrug, og fødevareproduktion ville blive mere stabil selv i afrika syd for Sahara.
En fjernelse af disse toldmure, er dog ikke lige hvad der ligger til højrebenet som man ville sige i disse Sydafrika VM tider. Derfor er det måske en umanerlig god ide at prøve at genoverveje hvad man så ville gøre. Kan vi købe aflad, kunne man sige ved at støtte de landbrugsforskningcentre der eksisterer, men ikke får de penge de har brug for til at gøre noget. Jeg mener at man skal gøre, det der kan lade sige gøre. Som Yoda siger i Star Wars ”Do, or do not. There is no 'try’”.
Kommentarer
Send en kommentar